|
Om Heidi Kringelum Heidi Kringelum startede Busypeople.dk i september 2005 - for at hjælpe travle mennesker med at få mere tid til det, der for alvor betyder noget i livet. Konceptet til Busypeople.dk havde Heidi Kringelum overvejet gennem flere år og motivationen var bl.a. en brændende lyst til at prøve livet som selvstændig forretningskvinde. Lifestyle management kaldes disciplinen i udlandet, hvor virksomheder i bl.a. England og USA hjælper travle mennesker i hverdagen. I Danmark introducerede Heidi Kringelum konceptet og Busypeople.dk er indtil videre den eneste, seriøse leverandør på markedet.
Gennem mange års hektisk erhvervsliv mærkede Heidi Kringelum selv, hvordan det er at have så travlt, at man bliver nødt til at nedprioritere nogle af de vigtigste ting i livet som f.eks. kæreste, familie og venner for at få liv og arbejdsliv til at hænge sammen. Det var inspirationen til Busypeople.dk, som er den overtryksventil, der giver travle mennesker mulighed for at prioritere det vigtige ved at udlicitere nogle af hverdagens trivielle gøremål.
Heidi Kringelum er 43 år gammel og oprindeligt uddannet receptionist. I en årrække har hun arbejdet som salgskonsulent og teamleder inden for bl.a. tobaksindustri, engroshandel, skønhedsprodukter og telekommunikation. Heidi Kringelum er uddannet inden for bl.a. argumentationsteknik, salgspsykologi, imageopbygning og præsentationsteknik og foruden lifestyle management arbejder hun med personlig coaching. |